Tiden løber og er ikke til at stoppe. SdU-Landsholdets indendørsfodboldturnering Flensborg Avis Cup nærmer sig med stor hastighed og det for niende gang. Med TSB Flensburg, TSV Friedrichsberg, IF Stjernen, SdU-Landsholdet, SV Frisia 03 Risum-Lindholm, TSV Nordmark Satrup, DGF Flensborg og Aabenraa BK er de deltagende hold allerede fundet, og nu er også kampprogrammet lagt.
“Det bliver igen i år et godt, kompakt program. Jeg vil garantere seværdig indendørsfodbold med de hold, vi har med. Med Abenraa BK har vi heldigvis også fået et dansk hold med, der gør glæden komplet”, sagde en af arrangørenes tovholdere Kaj Andersen godt tilfreds.
Således starter turneringen den 29. december kl. 14 i Idrætshallen med arrangørerne fra SdU-Landsholdet, der møder TSV Friedrichsberg fra Slesvig. Semifinalerne venter fra kl. 16.40 på tilskuerne og der kan ses frem til finalen kl. 17.45. Kampene spilles igen i år med bander omkring hele banen, på store mål og med elleve minutters varighed. Det skal gøre kampene mere attraktive, sørge for mange mål og forhåbentlig mange tilskuere. Der kommer til at være gratis entré.
Store forventninger
Det sydslesvigske fodboldlandshold stiller med et hold, der gør SdU-landstræneren Tore Wächter tilfreds: “Det er et af de stærkeste hold, som vi nogensinde er kommet med til Flensborg Avis Cup. Jeg har store forventninger til holdet, som rummer mange gode spillere og også unge spændende spillere”, fortæller Wächter.
Ved sidste års Flensborg Avis Cup endte holdet som nummer fem i en ligaturnering med syv hold, men i år er målsætningen større. SdU-landsholdet vil blande sig i toppen og går efter en plads i semifinalen i årets turnering, hvor de spilles i to pulje af fire hold med semifinaler og finale. “Sidste år kom vi langt med et svagere hold, end det, vi har i år. Så vi er positive og vil gerne i semifinalen. Derfra kan alting ske. Spillerne har ikke spillet så meget sammen, og meget afhænger selvfølgelig af, hvordan de finder sammen på banen, men hvis de finder godt sammen, så tror jeg på, at vi kan komme langt”, lyder vurderingen fra Tore Wächter.
To dage før turneringen – den 27. december – samles SdU-landsholdet til en træning, men det er også den eneste fælles forberedelse før Flensborg Avis Cup. Det giver naturligvis nogle udfordringer i forhold til modstanderne. “De andre hold kender hinanden og har flere automatismer på banen. Vi forsøger at arbejde nogle småting ind og træne lidt forsvars- og angrebstaktikker, og så prøver vi at opbygge en positiv energi og en eufori, der kan bringe os langt”, fortæller SdU-træneren.
Flotte præmier i vente
Præmier kommer der heller ikke til at mangle til Flensborg Avis Cup, da avisen står for 150 euro samt et sæt trøjer til et ungdomshold til vinderen. Andenpladsen kommer heller ikke til at gå tomhændet hjem og kan glæde sig over 150 euro, mens der til tredjepladsen er 100 euro i præmie.
Ved siden af holdene gives gives der også præmier til turneringens bedste spiller, den største målsluger og den bedste målvogter. Kampene kommer til at afvikles efter de gængse indendørsregler.