Europeada, mindretallenes fodbold-europamesterskab, endte lørdag, og to af værtsmindretallene endte på medaljepladserne. Det blev nemlig til en flot andenplads til kvindeholdet fra friserne. Holdet Nordfraschlönj vandt en spændende semifinale mod det sydslesvigske kvindelandshold, men måtte i finalen se sig slået af et stærktspillende hold fra Sydtyrol. Holdet fra det tyske mindretal i Italien slog friserne med 11-1, hvilket gjorde finalen til en entydig sag. Kampen om bronze var derimod et tæt opgør mellem Sydslesvig og Team Koroška. Holdet fra de kærntiske slovenere var forsvarene mestre fra seneste Europeada, hvor de vandt finalen mod Sydtyrol. Denne gang havde de tabt semifinalen tydeligt mod Sydtyrol, der rykkede i finalen efter et 5:1. Opgøret om tredjepladsen stod altså mellem Sydslesvig og Team Koroška, og efter uafgjort i den regulære spilletid, kunne holdet fra Sydslesvig sikre sig bronzemedaljerne. Dermed var placeringerne i kvindeturneringen Sydtyrol på førstpladsen, Nordfraschlönj på andenpladsen, og Sydslesvig på tredje.
Herreturneringen
Efter en hæsblæsende og lang turnering med flotte sejre i gruppefasen og et spændende opgør i kvartfinalen – Sydslesvig slog “Serbs in Croatia” med 2:1 – endte de sydslesvigske herreres turnering i semifinalen, hvor Friûl vandt med 0:3. Det betød, at Sydslesvig delte en trejdeplads med Team Koroška. Friûl, der repræsenterer et sprogmindretal, som udgør omkring 600.000 mennesker i Gorizia, Pordenone og Udine, var med for første gang, men viste straks, hvor gode de er til fodbold. De gik nemlig hen og vandt finale-opgøret mod Occitània, der repræsenterer den gruppe mennesker, der taler occitansk, et romansk sprog i sig selv. Det tales over et stort område i Sydfrankrig, men også i den spanske Val d’Aran og i nogle piemontesiske dale i Italien. Finalekampen mellem Friûl og Occitània var i grunden en flot kamp, der endte med 2:0 til Friûl. Desværre blev afslutningen på turneringen overskygget af en række usportsligheder efter opgøret. Projektleder Ruwen Möller fastslog senere, at den slags ikke hører hjemme nogen steder. Særligt ikke ved et arrangement, hvor mindretal, der ofte lever under trange kår, i fællesskab forsøger at sætte fokus på diversitet, ligestilling og mindretalsrettigheder. Samtidig blev der understreget, at enkeltpersoners dårlige opførelses ikke bør overskygge det ellers vellykkede arrangement.
Rammeprogrammet
Foruden fodboldturneringen, som 33 hold med over 800 spillere deltog i, bestod Europeada af et omfattende rammeprogram. Det gjalt både på de 14 spillesteder, ved åbningen og på finaledagen, men også inden og efter spillene på kampdage. Således var der for eksempel public viewing, da Danmark mødte Tyskland i UEFAs europamesterskab. Desuden blev der budt på byrundture ved Henrik Vestergaard, rundvisninger på FUENs kontor, workshops med Martin Klatt, oplæg om antiziganisme med mere. Højdepunktet var dog kulturdagen på Knivsberg i Rødekro. Her præsenterede turneringens deltagende mindretal sig selv og der blev budt på kulturelle indslag samt mindre arrangementer, der bidrog til, at man kunne komme tættere på hinanden. På den måde mødte holdene og gæsterne hinanden på afslappet og festlig vis.
Rekordjagt
Europeada i grænselandet var femte udgave af turneringen, som mindretalsorganisationen FUEN står for. Turneringen bød på en masse præmierer henholdsvis rekorder. Det var nemlig første gang, at fire mindretal i fællesskab var værter for et Europeada. Med det danske mindretal i Sydslesvig, friserne, det tyske mindretal i Nordslesvig og de tyske Sinti og Roma i Slesvig-Holsten, var alle grænselandets nationale mindretal med om bord. En anden præmiere var antallet af hold. For første gang deltog 24 herrehold og ni kvindehold. I løbet af en uge spillede de 74 kampe. Mere end 120 journalister var krediteret, og med mere end 200 frivillige hjælpere, viste turneringen på fornem vis, hvor gode mindretallene er til at hjælpe til, når det gælder. Noget, projektleder Ruwen Möller ligeledes fremhævede.- Det har været en lang, men god turnering. En fantastisk oplevelse, og her lige efter turneringen vil vi især sige tak. Både til spillerne, sponsorerne, tilskuerne, de officielle gæster, medarbejderne, samarbejdspartnerne, spillestederne, klubberne og i særlig grad de mange frivillige, der har muliggjort det hele, lød det fra projektlederen efter finalekampene.