Aktuelt kikker hele fodboldverdenen mod VM i fodbold i Rusland. Men midt i denne kæmpebegivenhed arrangeres der faktisk også en særdeles interessant kamp på vore hjemlige breddegrader. Søndag d. 1. juli kl. 12.30 spiller det det sydslesvigske fodboldlandshold (udvalgt hold med de bedste spillere fra det danske mindretal i Sydslesvig) mod udvalgt hold fra DBU Lolland-Falster Allstars. Kampen finder sted på Slesvig IF’s bane (Husumer Str. 72) i Slesvig.
For værterne er der tale om holdets første optræden i 2018. Kampen er samtidig startskuddet på forberedelserne til Europeada 2020 hos kærtner-slovenerne i det sydlige Østrig. Siden 2008 arrangeres Europeada hvert fjerde år i de år, hvor der også er UEFA’s EM. Europeada er et EM for autoktone, nationale mindretal i Europa. Det udvalgte hold fra det danske mindretal i Tyskland har deltaget i de 3 første mesterskaber, og ved premieren i 2008 blev det endda til en 4. plads i stævnet, der har deltagelse af mere end 20 mindretal.
Vi glæder os til kampen og en attraktiv modstander. Det udvalgte hold fra Lolland-Falster har et fint sportsligt niveau, så der venter os en rigtig spændende kamp.
”Vi glæder os til kampen og en attraktiv modstander. Det udvalgte hold fra Lolland-Falster har et fint sportsligt niveau, så der venter os en rigtig spændende kamp. For os er det en god test og samtidig starten på forberedelserne til Europeada 2020. Udover de erfarne kræfter på holdet, er der også nye ansigter i truppen, og vi er overbeviste om, at vi om 2 år igen kan tage afsted med et slagkraftigt hold”, udtaler co-træner, Tore Wächter.
De danske gæster deltager i år i den helt nye turnering Belt-Cup, der finder sted 21.-22. juli i Lübeck. Der er tale om en turnering med deltagelse af danske og tyske hold fra Femern-regionen. Arrangører er DBU Lolland-Falster i samarbejde med de regionale tyske fodboldforbund i Slesvig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern samt Hansebelt e.V., Baltic Solutions GmbH & Co. og Femern Belt Development Fond. Udover at tilbyde et attraktivt sportsligt arrangement, skal stævnet også bidrage til en styrkelse af det mellemfolkelige dansk-tyske samarbejde i regionen. Fodbold og mellemfolkelig forståelse er i relation til Europeada også to aspekter, der her har overordentlig høj prioritet.
”Det er dejligt, at vi har fået denne kontakt til DBU Lolland-Falster, og jeg er overbevist om, at det bliver en seværdig kamp. Der skal også lyde en ros til vore spilleres klubber, der i den første forberedelsesfase til den nye sæson, velvilligt har stillet spillerne til rådighed for vores landshold”, udtaler landsholdets manager, Kaj Andersen. Han glæder sig derudover over, at kampen spilles i Slesvig på Slesvig IF’s særdeles velplejede bane.
Til kampen mod DBU Lolland-Falster består det sydslesvigske fodboldlandshold af følgende spillere:
Marcel Carstensen (DGF Flensborg), Kenny Koch (Slesvig IF), Fabian Wobig (Husumer SV), Leve Thomsen (TSV Nordmark Satrup), Jonas Walter (SC Weiche Flensburg 08), Marcel Steiner (DGF Flensborg), Lukas Linhardt (Slesvig IF), Lukas Larsen (Aarhus 1900/DK), Erik Wegner (Slesvig IF), Nicolai Vosgerau (TSB Flensburg), Morten Wegner (Slesvig IF), Lukas Wrobel (SC Weiche Flensburg 08 III), Florian Völkner (Slesvig IF), Sven Carstensen (Slesvig IF), Timo Bernsee (Slesvig IF), Erk Johannsen (SC Weiche Flesnburg II), Jan Sell (FC St. Pauli III), Pascal Brix (TSB Flensburg), Lasse Arp (SG DGF/Stjernen U19) og Lars Ole Puttins (TSB Flensburg).